Lægehuset Tandsbjerg blev grundlagt i 1974. Lægehuset er en kompagniskabspraksis, hvilket betyder at du som patient er tilmeldt lægehuset og ikke den enkelte læge. Du kan naturligvis altid bestille tid hos en bestemt læge, men i akutte tilfælde kan det være nødvendigt at vælge den eller de læger, der er til rådighed på det pågældende tidspunkt.

I lighed med mange andre lægeklinikker, har vi ofte uddannelseslæger, da vi fungerer som efteruddannelsessted for læger som planlægger at blive praktiserende læger eller hospitalslæger. Uddannelseslægen arbejder tæt sammen med en ældre kollega fra lægehuset, der står som garant for at det sundhedsfaglige arbejde er korrekt.

I lægehuset er der 5 faste læger, periodevis uddannelseslæger, 2 sygeplejersker og 6 lægesekretærer. Her i vores praksis tager vi os tilsammen af de allerfleste problemstillinger, som patienterne henvender sig med. Det gælder for såvel sygdom som forebyggelse. Kvaliteten af arbejdet i praksis er sikret igennem kvalitetsstandarder og regelmæssig efteruddannelse. Praksis’ størrelse gør det muligt altid at investere i det bedste og mest moderne udstyr i den daglige drift. Lægerne er alle specialister i almen medicin og derudover efteruddannede indenfor forskellige interesseområder.
Sygeplejerskerne samt sekretærerne er ligeledes alle under løbende efteruddannelse bl.a. til at deltage i det forebyggende arbejde.